Sådan får du udvikling i den 3. alder

Måske har du set frem til det længe. Nu er tiden endelig kommet, og du er færdig med jobbet. Det er tid til at holde fri og nyde livet.

Tænker du også sådan om din pensionstilværelse? De fleste ser frem til at gå på pension, men for rigtig mange viser det sig, at omstillingen til pensionstilværelsen bliver den vanskeligste periode i livet. Det fortæller Poul-Erik Tindbæk, som har skrevet bogen ’En tredje karriere’ om at gå fra arbejdslivet til seniortilværelsen:

”De første 3-4 måneder er ofte fantastiske – en forelskelsesperiode, hvor du nyder friheden og holder en god lang velfortjent ferie. Men så rammer hverdagen, og den kan ramme hårdt, fortæller Tindbæk. Heldigvis er der hjælp at hente. Hjælp i form af 6 relevante spørgsmål, du bør stille dig selv, før du bestemmer, hvornår du går på pension. Spørgsmålene vender vi tilbage til.

En meningsfuld 3. alder

Poul-Erik Tindbæk er passioneret om forpligtelse. Han mener, at ethvert menneske har en forpligtelse over for det samfund, vi lever i. Han understreger, at langt de fleste, der går på pension i dag er friske og selvhjulpne. Så de får brug for og har ret til en meningsfuld og sammenhængende pensionsalder. Og det er faktisk netop her hemmeligheden bag en god seniortilværelse ligger:

”Den 3. alder er kulminationen på arbejdslivet, og hvis man vil, kan det blive den alder, hvor man kan yde det allervigtigste bidrag. Alle fortjener at have mulighed for at gøre en forskel,” fortæller han, og faktisk viser undersøgelser, at 40 pct. af alle danskere er involveret i frivilligt arbejde, men at andelen falder med alderen på trods af, at folk får mere tid.

Tid er en faktor

Og tid er en væsentlig faktor i tiden efter arbejdslivet. Mange bliver ensomme og får en følelse af at være overflødige. Poul-Erik Tindbæk bruger selv en formiddag om ugen som skoleonkel på den lokale folkeskole: ”Det er faktisk det, der giver mig allermest glæde: når børnene kommer mig løbende i møde og vil spille fodbold, have hjælp til læsningen eller måske blot har brug for lidt opmærksomhed,” fortæller han. Det er tre år siden, Poul-Erik fik ideen til at blive skoleonkel, og i dag er der 13 skoleonkler og -tanter med i ordningen. Til stor glæde for alle parter.

”Lovgiverne vil jo gerne have, at vi bliver længere på arbejdsmarkedet. Men virksomhederne står ikke i kø for at ansætte 65-årige. Det er ikke bæredygtigt, at samfundet går glip af de ressourcer, der ligger hos folk i den 3. alder,” siger Tindbæk og fortsætter:

”For 100 år siden fandtes der ikke en livsfase, der hed ’ungdom’. Den findes i dag. Og der er endnu en livsfase på vej,” forklarer Tindbæk, for det er uhensigtsmæssigt, at vi som samfund kun taler om én seniortilværelse – fra 65 år til 100 år. Faktisk er der to, nemlig en aktiv 3. alder, hvor vi er friske og selvhjulpne og en mere passiv 4. alder, hvor vi i højere grad har brug for hjælp til at klare hverdagen. Det er den 3. alder, Tindbæk ønsker, vi skal tage stilling til: ”Vi skal ikke pille ved folks drømme, men vi skal give folk mulighed for at gøre en forskel. Og mening skaber et længere liv,” afslutter Poul-Erik Tindbæk.

6 relevante spørgsmål, du bør stille dig selv

Poul-Erik Tindbæk anbefaler, at du starter med at stille dig selv en række spørgsmål. Svarene skal du tage med i dine overvejelser, allerede når du begynder at overveje at forlade arbejdsmarkedet:

1. Hvornår?

Overvej grundigt, hvornår du er klar til at stoppe med at arbejde. Du behøver ikke føle dig låst af din alder. Mærk efter, hvor gammel du føler dig indeni – og mærk efter, hvad du egentligt har lyst til.

2. Hvorfor?

Brug tid på at kigge dit job efter i sømmene. Glem normerne og se på, hvad du får af værdi. Husk på dine gode kolleger, udfordringerne, tilfredsstillelsen. Spørg dig selv, om du er klar til at undvære det? 
Ifølge Poul-Erik Tindbæk viser undersøgelser, at halvdelen af dem, der går på pension rent faktisk gerne ville være blevet længere på jobbet. 

3. Hvem?

Gennem dit arbejde er du sammen med dine kolleger otte timer om dagen, 37 timer om ugen. Derved får du opfyldt et af vores allermest basale behov: samvær med andre mennesker. Og det mister du, når du stopper. Spørg dig selv, hvordan du kan erstatte det? Forskning viser i dag, at ensomhed er lige så farligt som rygning, så det er vigtigt, at du har fokus på at få erstattet dit netværk.

4. Hvad?

Hvad vil du bruge tiden på, når du er stoppet med at arbejde? Du har allerede en guldgrube af gode oplevelser med dig. Tænk tilbage på de episoder, hvor du glemte tid og sted. Skriv dem ned og brug dem som trædesten til at finde flere af den slags oplevelser.

5. Hvorhen?

Du har sikkert allerede sat hak ved de mål, du havde med dig ind i arbejdslivet: uddannelse, job, partner, familie, karriere. Hvad skal dine nye mål være? Hvad du kan gøre for dig selv og din omverden: Vil jeg tage en ny uddannelse? Vil jeg lave frivilligt arbejde? Vil jeg dyrke en ny sportsgren? Dine nye mål skal bestemme, hvordan du bruger din tid. 

6. Hvor meget?

Du er selvfølgeligt også nødt til at se på din økonomi. Tag banken og pensionsselskabet med på råd og få skabt et overblik.  Hvordan ser det ud? Hvad er dine muligheder?

Med svarene på spørgsmålene foran dig har du mulighed for at træffe de valg, der er rigtige for dig.

Som dit pensionsselskab vil vi gerne hjælpe dig også på andre områder end opsparing og forsikringer. 

Derfor er dette blot den første af en række artikler, som handler om, hvordan du forbereder din pensionstilværelse.

Vi vil selvfølgeligt gerne tale med dig om din pensionsordning, og du er derfor altid velkommen til at ringe til vores Kundecenter på 70 33 99 99.

Hvis du vil vide mere, kan du besøge Poul-Erik Tindbæks hjemmeside: en3karriereÅbner i nyt vindue.

Du kan købe hans bog hos boghandlerne eller på hans hjemmesideÅbner i nyt vindue.