Nordea Liv & Pension introducerer DinKapital

Fra starten af 2017 tilbyder Nordea Liv & Pension sine firmakunder en ny sikker opsparingsmulighed, DinKapital, til en rente på 5 procent. Med et typisk afkast i branchen på mellem 0 og 3 procent forventer Nordea Liv & Pension, at DinKapital vil blive en efterspurgt investeringsmulighed.

DinKapital ejes af kunderne, som individuelt stiller en del af deres pensionsopsparing til rådighed for Nordea Liv & Pension. Kunderne kan indbetale fem procent af deres fremtidige indbetalinger til opsparing på DinKapital i tilknytning til VækstPension (aktiv/passivt forvaltet), LinkPension og HøjrentePension.

Rentesatsen på DinKapital vil som udgangspunkt fastsættes én gang om året. Renteindtægterne tilskrives den enkelte kundes pensionsopsparing og beskattes og udbetales efter samme vilkår som resten af pensionsopsparingen.

”Vi er glade for at lancere DinKapital og derved yderligere styrke de stærke og tætte relationer, som vi allerede i dag har med vores kunder. Med DinKapital tilbyder vi en helt ny måde at spare op på, hvor kunden investerer 5 procent af pensionsindbetalingerne i Nordea Liv & Pension mod at få en attraktiv rente, der år efter år bidrager til et godt risikojusteret afkast.”, siger adm. direktør Steen Michael Erichsen, Nordea Liv & Pension. 

I første omgang tilbydes DinKapital til firmakunder fra 2017, mens privatkunder vil få det tilbudt i løbet af 2018.

Om sikkerheden bagved DinKapital

DinKapital indgår i basiskapitalen, som er en del af det sikkerhedsnet, der dækker udbetalingsgarantier m.v., ligesom det er med til at dække andre risici. Før kundernes opsparing i DinKapital skal dække et eventuelt tab, skal Nordea Liv & Pension tabe hele det kollektive bonuspotentiale på 9,2 mia. kr., hvilket aldrig er sket, og tabe hele sin egenkapital på 6,8 mia. kr., hvilket aldrig er sket for et dansk livsforsikringsselskab i dets over 150-årige historie.  

I Jyllandsposten d. 26.oktober har du også mulighed for at læse mere om DinKapital.