Kundernes forening overtager aktiemajoriteten i Nordea Liv & Pension

Fremover har kunderne i Nordea Liv & Pension den afgørende indflydelse på deres eget pensionsselskab, ligesom en større del af selskabets overskud kommer kunderne til gavn.

Det er resultatet af, at foreningen Norliv har købt yderligere aktier i Nordea Liv & Pension, så de nu ejer i alt 70 pct. Handlen er betinget af Finanstilsynets og konkurrencemyndighedernes godkendelse. 

Det er desuden aftalt, at selskabet i løbet af de kommende år bliver 100 pct. kundeejet, og at dit pensionsselskab skifter navn i løbet af 2018. Overskuddet fra Nordea Liv & Pension skal fremover anvendes til at styrke selskabet og muliggøre, at foreningen Norliv blandt andet kan udbetale bonuskroner til medlemmerne og gennemføre almennyttige aktiviteter til fremme af danskernes mentale sundhed.

For dig som opsparer bibeholder du de fordele og den ordning, du har i dag. I løbet af 2018 kommer vi til at skifte navn, og det glæder vi os til at fortælle mere om.

”Vi vil fortsat drive en professionel forretning med fokus på at sikre vores kunder markedsledende afkast og innovative produkter. Vi vil skabe solide afkast til vores ejere og løbende udbygge vores markedsposition,” siger Steen Michael Erichsen, adm. direktør i Nordea Liv & Pension.


Læs mere på foreningen Norlivs hjemmesideÅbner i nyt vindue.