Hvem passer på din pensionsordning?

Du ved, at pension er vigtig. Men du synes måske ikke, det er særligt spændende. Heldigvis er din pension i gode hænder hos os. Og i denne artikel møder du én af dem, der passer på din ordning. Du finder også ud af, hvordan du og din pensionsordning er med til at skabe udvikling i Danmark.

Dette er den første af en række artikler om de mennesker, der passer på din pensionsordning. Artiklen handler om Steen Michael Erichsen, der er administrerende direktør i Nordea Liv & Pension.



”Vi må aldrig tage en kunde for givet”

For mange er den administrerende direktør for et pensionsselskab en finansmand i hvid skjorte og slips, som tilbringer det meste af sin tid på bonede gulve, hvor han netværker med erhvervslivets spidser. Den rolle tager Steen Michael Erichsen naturligvis også, når det er nødvendigt. Men det meste af tiden ser han sig selv som én af kollegerne hos Nordea Liv & Pension.

Man forventer måske, at han vil tale om afkast, produkter og økonomi, når han bliver spurgt til sit arbejde som direktør for et af Danmarks førende pensionsselskaber. Men det taler Steen Michael Erichsen faktisk forbavsende lidt om. For ham er et godt afkast og de rette produkter en selvfølgelighed. Til gengæld taler han om mennesker og relationer, som interesserer ham meget. Det gælder både hans medarbejdere (som han konsekvent kalder kolleger) og for kunderne, store som små:

”Vi må aldrig tage en kunde for givet. Vi skal vise enhver kundekontakt respekt, og vi skal turde indrømme, hvis vi har lavet en fejl. Vores primære succeskriterie er, at vores kunder skal kunne leve deres liv med en fornuftig dækning.”

Med det som pejlemærke sætter Steen Michael Erichsen kursen for de 450 medarbejdere i Nordea Liv & Pension. 



”Vi har et skæbnefællesskab med vores kunder”

Ud over at tale om mennesker, taler Steen Michael Erichsen om fællesskab og forpligtelse over for det samfund, Nordea Liv & Pension er en del af:

”Det er vigtigt at forstå, at vi som pensionsselskab påvirker det danske samfund, og at vi er forpligtet til at spille en rolle i det. Finanskrisen var hård – både for vores kunder og for os – og den har medført, at vi har et skæbnefællesskab med dem.  Det forstår vi kun, hvis vi møder kunderne i deres forretning og i deres liv.”

Selvom afkastet er vigtigt, både for Nordea Liv & Pension og vores kunder, så mener Steen Michael Erichsen, at det er væsentligt, at vi også har fokus på at hente afkast på dansk grund. Han vil, at Nordea Liv & Pension skal være med til at investere i dansk erhvervsliv og dermed være med til at skabe udvikling og arbejdspladser i Danmark. Han fremhæver vores engagement i Dansk Vækstkapital og adskillige OPP-byggerier.



Hvad er spændende ved pension?

På netop det spørgsmål svarer Steen Michael Erichsen med et smil:

”Der er jo nok ikke mange af vores kunder, der synes, at en livrente er rigtigt spændende. Og dét, der gør pension spændende for mig, er heller ikke den tekniske del af produkterne. Det er derimod den enorme rolle, pension spiller for os alle: pension er den 3. største udgift i danskernes privatøkonomi, den er på bordet, når der bliver forhandlet overenskomster, og den er i fokus, når politikerne taler om skattereformer og antal arbejdspladser i Danmark. Og det er dét, der gør pension spændende for mig – at vi som pensionsselskab er en aktør i det danske samfund på vores kunders præmisser.”



Der skal lyttes til kunderne

Steen Michael Erichsen kommer ofte rundt i landet og møder kunder – både ledere og medarbejdere i store og mindre virksomheder. Han drikker en kop kaffe med kunden og lytter. Det centrale for ham er at finde ud af, hvad der er relevant for dén kunde, han har siddende over for sig:

”Du kan ikke skabe relevans for dine kunder. Du er nødt til at lytte til dem, så de kan fortælle dig, hvad der er relevant for dem. For som virksomhed skal vi sørge for, at vi er relevante både i dag, i morgen og også om fem år.” Tendenserne, som Steen Michael Erichsen opfanger i møderne med kunderne, bruger han i sit arbejde med den langsigtede planlægning for Nordea Liv & Pension.