Nordea Liv & Pension anerkendt af eksperter for arbejde med infrastruktur

Anders Schelde, CIO i Nordea Liv & Pension, modtog den 2. juni en pris for teamets arbejde med infrastruktur og måden, hvorpå investeringer i infrastruktur inkluderes i vores produkter. 

Prisen uddeles af netværket II Memberships, som er en del af det anerkendte magasin Institutional Investor. Prisen tildeles på baggrund af stemmer fra foreningens medlemmer, som er førende eksperter indenfor investering og finansiering.

”Vi er meget glade for at modtage en pris, som anerkender vores arbejde med infrastruktur. Investeringer i infrastruktur er langsigtede og giver et stabilt afkast til vores kunder. Samtidigt kan vi være med til at tage ansvar i det danske samfund,” siger Anders Schelde og fortsætter: ”At anerkendelsen kommer fra andre eksperter i branchen, gør bestemt kun glæden større.”

Infrastruktur er blandt andet investeringer i veje, betalingsanlæg, vandforsyninger, vindmøller, skov og solenergi. Derudover dækker det over en stadigt større grad af investeringer i Offentligt-Private Partnerskaber (OPP), hvor Nordea Liv & Pension er Danmarks største aktør. Vi står bag anlægsbyggerier forskellige steder i Danmark, som giver en samlet beskæftigelse på 4.000 arbejdspladser på årsbasis.