Ny temafond med fokus på klima og miljø
Den øgede interesse for klima og miljø giver nu genlyd i to globale aktiefonde i Nordea Liv & Pension, der derfor gør det muligt for kunderne at kombinere aktieinvesteringer med omtanke for det globale klima og miljø.
Tendensen i samfundet går i retning af bæredygtige varer og et mere energieffektivt produktions-apparat. Der stilles nye krav til produkter, og virksomheder med en klima- og miljøprofil bliver attraktive, fordi øget fokus og omsætning inden for dette tema får interessen fra investorer til at stige. I sidste ende smitter det af på aktiekurserne.
”Det øgede fokus på klima og miljø afspejler sig tydeligt i den globale aktiefond, Nordea Climate and Environment, som er en de temabaserede fonde, vores kunder kan vælge mellem i Link Pension. Afkastet i 2009 har samlet set været på 20,5 %, så det er en god investering ikke bare for klimaet og miljøet, men også for kundernes langsigtede pensionsopsparinger”, fortæller Investment Analyst, Bo Lindgren.
Nordea Climate and Environments portefølje består af virksomheder, der satser på udvikling af ressourceeffektive produkter. Og målsætningen for fonden er at give investorerne et højt og konkurrencedygtigt afkast med udgangspunkt i fondens risikoprofil.
Et godt investeringsobjekt
”Ved at investere i en ”grøn” global aktiefond som Nordea Climate and Environment, er vores kunder med til at skabe en positiv udvikling, som inspirerer – eller ligefrem tvinger – andre virksomheder til også at tænke ”grønt”. Og det er en tanke, som motiverer rigtig mange af vore kunder”, forklarer Bo Lindgren.
Vestas er én af fondens mest kendte virksomheder, der arbejder med vedvarende energi inden for vindkraft. Men også virksomheder som Novozymes, der blandt andet udvikler enzymer til en mere effektiv produktion af biobrændsel, og Umicore, der producerer katalysatorer, som reducerer udslippet af skadelige partikler, er eksempler på selskaber i fondens portefølje.
Gennemsnitsrente-miljøet er også ”grønt”
Miljøbevidste men mindre risikovillige kunder investerer også ”grønt”. I gennemsnitsrentemiljøet findes den nystartede fond, Global Climate Change, som investerer efter nogenlunde samme principper som Nordea Climate and Environment fonden.
Fonden har til formål at investere i selskaber, der beskæftiger sig med grøn teknologi eller i særlig grad forventes at blive påvirket af klimaforandringer. Klimaforandringer forventes fremover at få stor betydning for de finansielle markeder gennem politiske initiativer og ændret forbruger- og investor adfærd. Investeringsmuligheder opstår som følge af en stigende bekymring for udledning af drivhusgasser, energiforsyning- og sikkerhed, forurening og en fortsat tiltagende urbanisering.
