Nordea logotype

Udskrevet 2012.02.06

Udligningsskat på store pensionsudbetalinger

26. marts 2010

Lovforslaget om en midlertidig udligningsskat på store pensionsudbetalinger blev fremsat den 28. april 2010. Særskatten er på 6% fra 2011-2014 og trappes derefter ned med 1% om året til og med 2019. Herefter bortskaffes særskatten igen. Den særlige skat rammer kunder, der går på pension inden 2020.

Der har været forskellige løsningsmodeller fremme, mere eller mindre uretfærdige, men alle med det formål, at store pensionsudbetalinger skulle ekstrabeskattes, da de var sparet op i år, hvor det danske skattetryk var højere, end det er nu. Det har givet dem stor fradragsværdi for pensionsindbetalingerne dengang, og da beskatningen af pensionsudbetalinger i dag er ”lav”, har denne gruppe opsparere umiddelbart tjent særlig godt på deres pensionsopsparing.

Pensionsbranchen havde håbet, at udligningsskatten ville blive forkastet, da provenuet i forhold til den samlede forårspakke var af mindre betydning.

Men lovforslaget blev vedtaget inden sommerferien.

Kort om udligningsskatten
Selve løsningsmodellen til den midlertidige udligningsskat er lempeligere end de oprindelige forslag og er som følger:

  • Udligningsskattesatsen er 6% fra 2011-2014.
  • Fra 2015 aftrappes udligningsskatten med 1% over 5 år dvs. til og med 2019, fra 2020 er der 0 % i udligningsskat.
  • Udligningsskatten skal kun betales af alle skattepligtige pensionsudbetalinger over et bundfradrag på 362.800 kr. Udnytter den ene ægtefælle ikke sit bundfradrag, kan der overføres 121.000 kr. af bundfradraget til den anden ægtefælle. De 121.000 kr. der kan overføres er efter fradrag af personlig indkomst for den pågældende ægtefælle. Dvs. har ægtefællen en folkepension på 70.000 kr. kan der kun overføres 51.000 kr. til den anden ægtefælle.
  • Udligningsskatten pålægges ikke udbetalinger fra kapitalpension, invalidepension, efterløn fleksydelse og førtidspension.

Hvem rammer udligningsskatten
Du vil udelukkende blive pålagt udligningsskatten, hvis du går eller er gået på pension inden 2020 og har en årlig løbende pensionsudbetaling på mere end 362.800 kr. inklusiv folkepension. Skatten rammer altså personer, der i dag er i midten af 50’erne og ældre.

Trods udligningsskatten er beskatningen af en pensionskrone i topskatten billigere end før forårspakken, da beskatningen af en pensionsudbetaling i topskatten er på 51,5 % + udligningsskat på 6 % i alt 57,5 % (eks. Kirkeskat). Før forårspakken var beskatningen af en pensionsudbetaling i topskatten 59 % (eks. Kirkeskat).  

Et eksempel:
Hans går på pension i 2011. Han har en samlet pensionsudbetaling på 500.000 kr. inkl. Folkepension. Hans udligningsskat bliver på ca. 8.000 kr. om året.

 Muligheder for at undgå udligningsskatten:

  • Længere udbetalingsforløb på dine pensionsudbetalinger.
  • Opsparing på kapitalpension.
  • Opsparing i frie midler.

Har du spørgsmål?
Hvis du har behov for en drøftelse til din pensionsplanlægning, er du velkommen til at kontakte os på telefon 70 33 99 99.