Svindelsag i USA – Hvad betyder det for mig?
16. december 2008
Der er i disse dage stort fokus på den massive svindelskandale i USA, hvor børsmægleren Bernard Madoff er anklaget for at have svindlet for op mod 300 mia. kroner.
Nordea Liv & Pension er desværre også blevet en del af denne sag. Det skyldes, at Nordea Liv & Pension Danmark har knap 200 mio. kr. investeret i fonden Fairfield Sentry Limited, der har benyttet sig af Bernard Madoffs services. Det skal understreges, at Nordea Liv & Pension gennemførte en grundig kontrol af Fairfield Sentry Limited, før der blev investeret i fonden. Desværre har dette vist sig ikke at være tilstrækkeligt, og vi vil naturligvis tage op til overvejelse, om der er noget, som vi kan gøre anderledes i fremtiden.
På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at give svar på, om alle eller dele af de investerede midler er tabt. Advokater undersøger i øjeblikket, hvilke værdier der i dag ligger i Bernard Madoffs selskaber.
Hvilken betydning får svindlen for mig?
200 mio. kr. er et meget stort enkeltstående beløb, men set i det samlede billede udgør investeringen 0,2 procent af de samlede investeringer i Nordea Liv & Pension. Derudover er det faktisk sådan, at du ikke bliver direkte berørt af det tab, som Nordea Liv & Pension eventuelt måtte lide. Investeringschef Peter Schmiegelow siger:
”Langt størstedelen af vores ca. 300.000 kunder sparer op i det traditionelle pensionsprodukt, og de vil ikke blive direkte berørt af det tab, der måtte opstå som følge af denne sag. Det skyldes, at Nordea Liv & Pension fortsat har bonusreserver i behold. De fungerer i praksis som en form for buffere over for kunderne. Det betyder, at et eventuelt tab vil blive afregnet over vores bonusreserver og ikke over kundernes opsparing. Indirekte har størrelsen på bonusreserverne dog indflydelse på kundernes fremtidige afkast. Min vurdering er, at et tab på 0,2 procent ikke vil få nogen langsigtet effekt på kundernes afkast - slet ikke når vi også inkluderer den igangværende finanskrise i disse overvejelser.
Vi har et noget mindre beløb på 9 mio. kr. investeret i Vækstpension. Denne investering udgør samlet 0,6 procent af investeringerne i Vækstpension på samlet ca. 1,5 mia. kr. Såfremt tabet fra svindelsagen bliver en realitet, vil dette blive påskrevet vores knap 18.000 kunders afkast, men som sagt vil det påvirke afkastet negativt med 0,6 procent.”
