Nordea logotype

Udskrevet 2012.02.07

Status på 2009 for vores Link-univers

12. marts 2010

Årets gang: først lidt ned, og så fuld fart op
For Link Pension startede året med negative afkast, bl.a. fordi kriseåret 2008 endnu spøgte på de finansielle markeder. Men efter 1. kvartal vendte markederne. Det skyldtes bl.a. optimisme og styrket håb om fremgang i den globale økonomi efter fornyet hjælp til finanssektoren i form af rentesænkninger fra centralbankerne, pæne regnskaber fra virksomhederne og en aftagende tendens i den globale økonomiske nedtur. Resten af året blev således et særdeles stærkt comeback for de fleste Link-fonde med aktier og for fonde, der investerer i kreditpapirer. Især de nye aktiemarkeder under kategorien ’emerging markets’ imponerede med meget flotte afkast.

Stærke absolutte og relative aktieafkast
Alle fonde med aktier opnåede i 2009 rigtig flotte afkast. Nordea Link Danske Aktier nåede fx et afkast på 50,3% - et resultat som er hele 11,8%-point bedre end benchmark. Også Link-fonde, der dækker europæiske, amerikanske og globale aktier nød godt af investorernes fornyede tro på fremtiden, og generelt klarede de sig bedre end deres respektive benchmark.

De Link-fonde, der dækker obligationsmarkederne havde i overensstemmelse med markedsudviklingen et noget lavere afkast end de tilsvarende aktiefonde. Både Nordea Link Danske Obligationer og Nordea Link Korte Danske Obligationer klarede sig dog markant bedre end benchmark.

Lancering af 11 nye fonde
I juni 2009 lancerede vi 11 nye fonde i vores Link-univers, der netop nød godt af den positive markedsudvikling, og som klart bidrog til at øge andelen af fonde, der klarede sig bedre end deres respektive benchmark.
Det drejer sig om fonde inden for et bredt spektrum af områder:

  • Aktier fra Øst- og Vesteuropa, Nordamerika, Indien og Latinamerika
  • Aktier med fokus på vedvarende energi og ejendomme
  • Hedgefonde

De 11 nye fonde gav i 2009 et samlet gennemsnitligt afkast på 44,3%, hvor det globale aktieindeks ’MSCI World’ tilsvarende gav et afkast på 27,8%. Det var i særlig grad de nye fonde med emerging market-aktier, der steg. Således var de tre nye fonde, der repræsenterer hver deres del af emerging markets alle med i top blandt fonde med størst afkast.

 

Afkast på nye fonde lanceret i 2009 
 Gartmore Latin American Fund  97,9%
 Franklin Templeton India Fund  73,9%
 Schroders China Opportunities Fund  53,5%
 Nordea North American Growth Fund  47,4%
 Standard Life Global REIT Focus Fund  43,3%
 Nordea Choice International Equities  39,3%
 Nordea European Alpha Fund  35,9%
 JPMorgan US Select Equity  34,9%
 Nordea Climate and Environment Fund  33,9%
 Nordea Choice Pan-European Equities  30,5%
 JPMorgan Highbridge Statistical Market N   -2,8%


Et fondsudbud til alle typer vejr
De mange nye fonde er resultatet af vores overordnede strategi: at sikre et fondsunivers, som er attraktivt, uanset hvordan klimaet på investeringsmarkederne udvikler sig. Der skal være valgmuligheder, som er robuste over for markedsudsving og konjunkturer - og som samtidig giver et godt afkast til alle, uanset:

  • hvor i opsparingsforløbet man er,
  • hvor risikovillig man er,
  • og om man selv står for investeringerne med en Link Pension eller lader Nordea Liv & Pension gøre det.

Strategien medfører en dynamisk forvaltning af vores fondsudbud, hvor vi løbende følger op på fondene, udskifter fonde med dårlige resultater og tilføjer nye, som klarer sig godt.

Har du spørgsmål, så kontakt Bo Lindgren, Investeringsafdelingen, tlf. 43 33 96 83, b.lindgren@nordea.com.