Skattelettelser går ikke til forbrug
1. december 2009
En helt ny opinionsundersøgelse fra Nordea Liv & Pension viser, at næste års skattelettelser ikke bare kommer til at gå til forbrug og dyrere vaner. Danskerne har øget interessen for at spare op, og blot 20 procent af de adspurgte har planer om at øge forbruget i 2010.
Når danskerne er så tilbageholdne med at omsætte skattelettelserne til øget forbrug, så hænger det sammen med, at krisen har øget usikkerheden om familiernes økonomi. Det får mange til at spare mere op end normalt. For det andet har mange set formuen få et hak i tuden, fordi friværdierne er skrumpet, og aktiekurserne er dykket.
Også interessen for at skabe økonomisk sikkerhed i alderdommen er taget til: ”I Nordea Liv & Pension mærker vi allerede nu en stigende interesse for at spare mere op til pension. Det forventer vi vil fortsætte i 2010. Danskerne har i dag fokus på at skabe tryghed i deres liv, og der spiller pension en større rolle end for bare få år siden”, forklarer seniorøkonom Søren Dijohn.
”For mange danskere er det en god idé at bruge deres skattelettelser til at øge deres pensionsopsparing. Pensionsopsparingen står nemlig ikke mål med deres forventninger til seniorlivet. Men det kan der rådes bod på. Tjener du f.eks. 500.000 kr. årligt, så står du efter skattereformen med ca. 20.000 kr. mere i hånden i 2010 end i 2009. Hvis du bruger dem på pension, vil du faktisk stadig have ca. 10.000 kr. mere til forbrug end i 2009. Det skyldes, at du får fradrag i topskatten for din ekstra pensionsopsparing”, fortæller Søren Dijohn.
Pensionsindbetalinger giver altså mulighed for at sikre en tryg alderdom samtidig med, at der er ekstra penge tilbage til anden opsparing, afdrag på gæld eller måske til en ny græsslåmaskine.
