Sæt SP-opsparingen ind på din pensionsordning
19. maj 2009
Det kan være en god forretning at sætte pengene fra din Særlige Pensionsopsparing ind på en pensionsordning.
Muligheden for at få den Særlige Pensionsopsparing (SP-opsparing) udbetalt kontant blev vedtaget af Folketinget den 19. maj.
Det betyder, at du i perioden 1. juni – 31. december 2009 kan anmode om at få pengene udbetalt mod at betale
- 35% i afgift af de første 15.000 kr.
- 50% af resten
Hvis du betaler topskat, kan det være en god ide at få pengene udbetalt og indbetale dem igen på en pensionsordning. Indbetalinger til rate- og livrentepension er nemlig fradragsberettigede, og skattefordelen gør, at din SP-opsparing kan blive til mere, hvis du kan undvære pengene nu og indbetaler dem på en pensionsordning.
Eksempel
Du betaler topskat, og der står 15.000 kr. på din SP-opsparing. Dem får du udbetalt og står så med 9.750 kr. i hånden.
Nu indbetaler du 24.375 kr. på en rate- eller livrentepension. Beløbet er fradragsberettiget, også i topskatten, så når skattefordelen er indregnet, koster det dig netto ikke mere end de 9.750 kr., du fik udbetalt fra SP-opsparingen. De 15.000 kr., du havde på den Særlige Pensionsopsparing, bliver altså uden videre til næsten 25.000 kr. på en rate- eller livrentepension.
Sådan gør du
Har du indbetalt til SP, modtager du et brev fra ATP i maj måned. I brevet vil der være vedlagt en blanket, som du skal benytte, hvis du vælger at få din SP-opsparing udbetalt. Du kan få den udbetalt helt frem til den 31. december 2009.
Du kan når som helst indbetale ekstra på din pensionsordning, fx via løntræk fra din arbejdsgiver.
Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte en af vores rådgivere på telefon 7033 9999.
Du kan også læse mere på http://sp-opsparing.dk/
