Kontorenten 2009
22. december 2008
Nordea Liv & Pensions kontorente er fra 1. januar 2009 2,05% før pensionsafkastskat (1,75% efter pensionsafkastskat). Kontorenten gælder for alle kunder, der sparer op i Pension med gennemsnitsrente.
Administrerende direktør Steen Michael Erichsen, Nordea Liv & Pension siger om kontorenten: "Det er min vurdering, at kontorenterne i de kommende år kommer til at ligge på et lavere niveau, end vi har set i de seneste år. Det skal ikke mindst ses i lyset af stabilitetsaftalen mellem pensionsbranchen og Økonomi- og Erhvervsministeriet fra oktober. Her forpligtigede branchen sig til at udvise ekstra stor ansvarlighed og forsigtighed, så længe der ikke er fuld stabilitet på markedet – dette løfte lever vi op til med en kontorente på 2,05%”.
Steen Michael Erichsen tilføjer: "Vi har fortsat bonusreserver i behold, og i de nuværende meget urolige markeder er et afkast på 2,05% attraktivt. Det, som bekymrer os, er, at situationen fortsat er meget uforudsigelig. Med en tilpasning af kontorenten for 2009 holder vi fokus på, at kunderne kommer godt og sikkert igennem den igangværende finanskrise, samtidig med at vi bliver i stand til, på den lange bane, at sikre vores pensionskunder en af markedets bedste kontorenter – ligesom det hidtil har været tilfældet."
Kontorenten er gældende indtil videre.
