Den livsvarige livrente bliver misforstået
9. december 2009
I 2006 anbefalede Velfærdskommissionen, at danskernes pensionsopsparing i højere grad bindes i livsvarige livrenter. Nu 3 år senere - med vedtagelsen af forårspakken og indførelsen af et indbetalingsloft på 100.000 kr. på ratepensioner - er det første lille skridt taget til at imødekomme velfærdskommissionens anbefaling.
Siden forårspakkens vedtagelse har der desværre været meget forkert omtale af livrenten – især 3 myter går igen – det forsøger vi her at råde bod på.
Myte 1 – Der er ikke brug for livrenten
Livrenten er et opsparingsprodukt, som sikrer, at du får en udbetaling fra du går på pension, og så længe du er i live. Når du dør, ophører udbetalingen.
Det, du i forhold til livrenten ikke kan være sikker på, er, om du bliver så gammel, at du får glæde af udbetalingerne. Det, du derimod ved, er, at du kan sove roligt om natten, når du går på pension. Livrenten indeholder nemlig en kæmpe tryghed. Der er penge til hele livet, og du ved, at du modtager en udbetaling, både når du er 70 år, og når du bliver 90 år. Tilmed vil livrenten oftest være billigere end fx en 20-årig ratepension
Myte 2 – Der er ingen penge til de efterladte
Langt de fleste ønsker, at så meget som muligt af opsparingen går til allernærmeste familie, hvis man dør, før opsparingen er udbetalt. Det er faktisk muligt med livrenten. De efterladte kan nemlig sikres ved at du tilknytter en garanti, som sikrer udbetaling til de nærmeste.
Myte 3 – Den 20-årige ratepension rækker hele livet
Nej, ratepensionen rækker sjældent hele livet. Levealderen er stærkt stigende, og danskerne vil typisk overleve den 10, 15 eller 20-årig ratepension, som i dag er danskernes fortrukne pensionsprodukt. Statistisk vil en af parterne i et ægteskab i 68% af alle tilfældene blive ældre end 85 år. For bare 10 år siden var det tal kun 59%.
Der er en gylden regel, som siger, at man skal forsikre sig mod store ulykker og ikke mod små. De fleste er nok enige i, at det er en stor ulykke at løbe tør for penge på et tidspunkt af livet, hvor det ikke er muligt at genskabe et nyt indtægtsgrundlag. Otiummet bør være den tid, hvor vi ikke behøver at bekymre os unødigt. Det er det tidspunkt i livet, hvor vi har tid til at være sammen og gøre de ting, som vi sjældent får gjort i de år, hvor arbejdslivet fylder meget. Det er den mulighed, vi får med den livsvarige livrente.
