Nordea logotype

Udskrevet 2012.05.18

Livrente+: Nyt produkt afliver myterne om den livsvarige livrente

20. november 2009

  • 100% opsparingssikring frem til udbetalingstidspunktet
  • Ingen helbredsoplysninger ved køb af garantier på udbetalingstidspunktet, eller hvis pensionen udbetales før tid
  • Optimal fordeling af opsparingen i forbindelse med pensionsindbetalinger som overstiger 100.000 kroner i kombination med ratepension
  • Livsvarig livrente i markedsrenteprodukterne Nordea Link og Vækstpension
  • Mulighed for garanti i udbetalingsperioden

Administrerende direktør Steen Michael Erichsen siger om Livrente+:
- Med Livrente+ har Nordea Liv & Pension et unikt produkt, som ikke ses tilsvarende i markedet. Livrente+ sætter nye standarder for, hvad et livsvarigt livrenteprodukt skal indeholde. Dermed tilbyder Nordea Liv & Pension en god mulighed for dem, der vil spare op med al den tryghed, som en pensionsopsparing giver. Livrente+ henvender sig både til dem, som ønsker en smidig livrente og dem, der har behov for at spare mere end 100.000 kr. op årligt til deres alderdom. Samtidig imødekommer Livrente+ de intentioner, der ligger i velfærdsreformen.

Livrente+ er en tryg og intelligent form for livsvarig livrente

Livrente+ imødekommer danskernes behov for at spare op til pension på den livsvarige livrente. Der er ikke alene sikkerhed for, at ægtefælle/begunstigede kan få udbetalt 100% af opsparingens værdi, hvis man dør i opsparingsperioden. Livrente+ sikrer nemlig også, at opsparingssikringen af livrenten ikke reducerer det beløb, som kan spares op på en ratepension.

Med Livrente+ vil eksempelvis en 45-årig mand, der laver en engangsindbetaling på 100.000 kr. på en ratepension og 100.000 kr. på Livrente+, have 14% mere stående på sin ratepension, når han går på pension, end det tidligere har været muligt. Det skyldes, at Nordea Liv & Pension har konstrueret et produkt, hvor sammenspillet mellem opsparing i ratepensionen og den livsvarige livrente er fuldt ud optimeret. Når opsparingen optimeres, skyldes det, at Nordea Liv & Pension som noget nyt er i stand til at placere opsparingssikringen på den livsvarige livrente, og ikke som tidligere på ratepensionen. Det giver pensionsopsparerne en større værdi af deres ratepension og dermed øget fleksibilitet på udbetalingstidspunktet.

Livsvarig livrente i markedsrenteprodukterne

Det er med Livrente+ også muligt at spare op på en livsvarig livrente i markedsrenteprodukterne Nordea Link og Vækstpension. Derved sikrer Nordea Liv & Pension, at den livsvarige livrente også er interessant for de opsparere, som ønsker at have mere indflydelse på investeringerne, end det er muligt at få i Pension med gennemsnitsrente.

Afgivelse af helbredsoplysninger har tidligere været en fast del af at købe garantier i den livsvarige livrente. Med Livrente+ er det blevet nemmere. Det er nemlig nu blandt andet muligt at købe garantier op til udbetalingsperioden uden, at der skal afleveres helbredsoplysninger.

Livrente+ er et produkt, som er efterspurgt

Torben Jensen CEO fra Aon Consulting udtaler om Livrente+:
- Pensionsselskaberne er i gang med udviklingen og tilpasningen af livrenteproduktet, så det bliver mere fleksibelt og kan tilpasses den enkelte opsparer.

I forhold til Nordea Liv & Pensions Livrente+ synes jeg, at det udmærker sig ved flere ting. Blandt andet skal opsparerne ikke aflevere helbredsoplysninger, som i sidste ende kan forringe pensionsudbetalingen. Derudover giver muligheden for at sammensætte investeringerne i både det garanterede miljø og i markedsrente en solid fleksibilitet for opsparerne. Vigtigst er det dog, at opsparere med Livrente+ ikke bruger af anden opsparing til at sikre udbetalingen i tilfælde af død. Det optimerer ratepensionen og dermed også opsparingen.

Yderligere information:

Adm. direktør Steen Michael Erichsen, tlf. 43 33 92 00
Vicedirektør Henrik Engmark, tlf. 43 33 96 00
Pressekoordinator Mikkel Bro Petersen, tlf. 43 33 90 08, mobil 24 83 86 30