Nordea logotype

Udskrevet 2012.05.18

Status quo på aktiemarkederne i januar

Nedenstående er en kort beskrivelse af markedsudviklingen over måneden og år-til-dato på de væsentligste finansielle markeder til brug for kunder, der foretager aktiv pensionsforvaltning eksempelvis igennem Link Pension.

 

Markedskommentar, januar 2011

 

Generelt

Uroligheder i Nordafrika primært Egypten har sat sit præg på udviklingen på det seneste. Isoleret set har Egypten begrænset betydning for den globale økonomi, men de finansielle markeder har reageret, da det frygtes, at uroen kan sprede sig til de øvrige lande i Mellemøsten. Det har sendt olieprisen kraftigt i vejret, for selvom Egypten kun har en begrænset olieproduktion, så har landet en strategisk vigtig placering. Hvis en eskalering af uroen fører til lukning af Suezkanalen, vil det presse fragtomkostningerne i vejret.    

Det er ikke kun oliepriserne, der er steget. De mere optimistiske udsigter for verdensøkonomien har generelt sendt råvarepriserne kraftigt i vejret, og det har givet bekymring for vækst- og inflationsudsigterne på lidt længere sigt. Indtil videre er stigende inflation ikke et problem i den vestlige verden, da inflationen renset for energi og fødevarer stadig er lav.

Den Europæiske Centralbank (ECB) udtrykte imidlertid bekymring for inflationen på det seneste rentemøde, og den seneste måling af inflationen i euro-området viste da også, at inflationen er højere end ECB’s målsætning. Det har givet spekulationer om, at en renteforhøjelse kan være på vej.  ECB befinder sig dog i et dilemma. Egentlig er der plads til, at banken kan begynde at normalisere pengepolitikken, men hensynet til de gældsplagede lande i euro-området betyder, at der stadig er behov for lave renter og adgang til masser af likviditet.

Aktiemarkedet

De globale aktiemarkeder fortsatte den positive udvikling i første halvdel af januar. I sidste halvdel af måneden blev stigningerne afløst af gevinsthjemtagning efter et kvartal med meget kraftige stigninger og nervøsitet omkring udviklingen i Egypten.

Dollaren faldt en smule tilbage, og regnet i danske kroner lå de globale markeder ved udgangen af måneden tæt på samme niveau som ved årsskiftet. Regnskabssæsonen i USA blev skudt i gang og pressede fra starten markedet med blandede regnskaber fra finanssektoren. De blev dog fulgt af en række flotte regnskaber fra specielt IT- og Energisektoren. Sektormæssigt havde råvareaktierne en negativ udvikling over måneden, da markedet endnu engang blev ramt af nervøsitet for, om Kina vil foretage finanspolitiske indgreb, der vil dæmpe væksten i regionen.

Rentemarkedet

Fornyet tiltro til den globale økonomi har sendt obligationsrenterne i vejret de seneste måneder. De lange renter er steget mest, da både den europæiske og amerikanske centralbank holder pengepolitikken lempelig og dermed de korte renter lave. Der skete dog et skift i januar, efter at ECB på deres rentemøde fremhævede risikoen for inflation. Det sendte de korte tyske og danske obligationsrenter i vejret. Der er dog stadig et stykke op til renten på lange obligationer, og er dermed er rentekurven fortsat stejl.

Den europæiske statsgældskrise præger fortsat obligationsmarkederne. Bekymringen er dog aftaget lidt i løbet af januar, da det lykkedes både Portugal og Spanien at sælge statsobligationer i markedet med tilfredsstillende resultat. Samtidig er der meldinger om, at EU’s støttefond vil blive styrket. Dermed er renteforskellen til Tyskland indsnævret lidt igen for randlandene.

Krisen er dog ikke afblæst. Renten på statsobligationer fra de hårdest ramte lande Grækenland, Irland og Portugal er stadig høj, og også Spanien, Italien og Belgien må konstatere, at det er blevet dyrere at finansiere underskuddet på statsfinanserne. Meget tyder på, at det bliver nødvendigt at restrukturere Grækenlands gæld.

Danske obligationer har status som et meget sikkert alternativ, og renten på danske statsobligationer handler nu på niveau med de tyske. De danske statsfinansier er solide i europæisk sammenhæng, og Nationalbanken har allerede dækket en stor del af årets finansieringsbehov.

Virksomhedsobligationer har trods stigende renteniveau givet rigtig flotte afkast de seneste måneder. De bedre udsigter for den globale økonomi er positivt for virksomhederne, da det mindsker risikoen for konkurs. Mange virksomheder har samtidig forbedret deres finansielle beredskab og står nu stærkere end før den finansielle krise. Den risikopræmie, investorerne kræver for at købe denne type obligationer, er dermed blevet markant mindre. Obligationer udstedt af især europæiske banker har været ramt af bekymring over bankernes eksponering mod de kriseramte eurolande samt usikkerhed om kommende regulering af den finansielle sektor. Bekymringen aftog i januar i takt med, at nervøsiteten over eurostatsgældskrisen aftog i styrke.

 

Financial market monitor 

 

Afkast januar

Afkast i 2011

1 års afkast

Danske aktier

0,7%

0,7%

30,5%

Nordiske aktier

0,2%

0,2%

32,1%

Globale aktier

-0,2%

-0,2%

21,0%

Europæiske aktier

1,4%

1,4%

16,5%

Nordamerikanske
aktier

-0,3%

-0,3%

24,4%

Japanske aktier

-2,3%

-2,3%

15,1%

Fjernøsten-aktier

-2,0%

-2,0%

28,8%

Emerging markets
aktier

-5,1%

-5,1%

24,3%

Danske statsobligationer

-1,1%

-1,1%

5,6%

Danske realkredit-obligationer

-0,9%

-0,9%

4,0%

Investment grade virksomheds-obligationer

-0,7%

-0,7%

2,4%

High Yield virksomheds-obligationer

0,9%

0,9%

9,2%

Råvarer

-1,4%

-1,4%

29,2%

Guld

-8,5%

-8,5%

25,2%

USD/DKK

-2,3%

-2,3%

1,3%

Note: Alle indeks i danske kroner

Kilde: Nordea Liv & Pension, Bloomberg