Nordea logotype

Udskrevet 2012.05.18

Global økonomi tilbage på vækstsporet i 2010

Nedenstående er en kort beskrivelse af markedsudviklingen over måneden og år-til-dato på de væsentligste finansielle markeder til brug for kunder, der foretager aktiv pensionsforvaltning eksempelvis igennem Link Pension.

 

Markedskommentar, december 2010

 

Generelt

Den globale økonomi er i 2010 kommet tilbage på vækstsporet. Fremgangen har primært været drevet af vækstøkonomierne i Asien og Latinamerika. I USA er tiltroen til økonomien vokset, efter at regeringen i december valgte at forlænge en række skattelettelser. Derudover har centralbanken leveret en ny runde af kvantitative lempelser i form af et opkøbsprogram af amerikanske statsobligationer for i alt 600 mia. USD.

Den større tiltro til den globale økonomi afspejles i råvarepriserne. Olieprisen er steget til det højeste niveau i mere end to år, og prisen for en tønde brent-olie nærmer sig hastigt 100 USD. 

I euroområdet dominerer gældskrisen fortsat. EU og IMF har vedtaget en hjælpepakke på 85 mia. EUR til Irland, hvor banksektoren er i alvorlig krise, og kræver massive statslige tilskud for at overleve. Det vil sende underskuddet på de irske statsfinanser op på 32 pct. af BNP i 2010. Trods hjælpepakken til Irland er renterne på obligationer fra randlandene stadig høje. Markederne spekulerer dermed fortsat i hvilke lande, der kan blive de næste med behov for økonomisk hjælp. Krav om massive spareplaner frygtes at ramme væksten i de gældsplagede lande. Det modsvares af meget positive nøgletal fra euroområdets største økonomi Tyskland.

Kina er begyndt at stramme pengepolitikken og hævede 1. juledag styringsrenten for at dæmme op for inflationen. Det er nødvendigt at stramme op for at undgå overophedning af økonomien, men markedet er bekymret for, at væksten vil gå for meget ned i tempo.

Aktiemarkedet

December var præget af pæne stigninger på de globale aktiemarkeder. I takt med at de makroøkonomiske nøgletal fortsatte med positive takter, gled investorernes frygt for et kollaps af euroen i baggrunden. De europæiske og amerikanske aktieindeks steg med ca. 5 pct., hvilket bragte de ledende indeks tilbage på niveauerne, fra før Lehman Brothers krakkede i september 2008.

Anderledes så det ud for de kinesiske aktier, som blev negativt påvirket af bekymringer om stigende renter og inflation, og faldt 2 pct. i årets sidste måned. Globalt set steg alle sektorer i løbet af december. Energi- og råvareaktierne førte an med de største stigninger, mens telekommunikation og forsyningsaktierne viste de mindste stigninger. For hele 2010 klarede de globale cykliske forbrugsaktier sig bedst med en stigning på 20 pct., mens de dårligste afkast blev i forsyningssektoren, hvor aktierne i gennemsnit faldt 3 pct.

2010 blev et fantastisk godt år for de danske aktier, og C20-indekset var et af de indeks, som på verdensplan klarede sig bedst. Med en vægt på 33 pct. af indekset og en stigning på 88 pct. er Novo Nordisk den primære årsag. Af andre topscorere kan nævnes F.L. Smidth, Carlsberg og A.P. Møller Mærsk. I bunden ligger Vestas og forsikringsselskabet Tryg.

Rentemarkedet

Hen over sommeren var de finansielle markeder præget af frygt for, at den globale økonomi skulle blive ramt af en ny nedtur. Det sendte obligationsrenterne ned på rekordlave niveauer. Siden er frygten afløst af fornyet tiltro til den globale økonomi, og det har sendt især de lange obligationsrenter markant i vejret. De korte renter er faldet lidt tilbage i december. Det skyldes, at Den Europæiske Centralbank (ECB) som følge af statsgældskrisen i euroområdet har måttet vente med at normalisere situationen på pengemarkedet. I stedet er ECB trådt til med likviditet og opkøb af statsobligationer. Dermed er forskellen mellem renten på korte og lange obligationer atter udvidet og er tilbage på niveauet fra foråret.

De stigende lange renter har ramt afkastet på lange obligationer med høj varighed de seneste måneder. Trods den seneste stigning ligger renterne imidlertid på et lavere niveau end ved indgangen til 2010, og for året som helhed har lange obligationer givet de bedste afkast.

Den europæiske statsgældskrise har sendt renterne på statsobligationer udstedt af de mest gældsplagede lande i euroområdet kraftigt i vejret. Trods hjælpepakker og opkøb fra ECB ulmer bekymringerne fortsat, og rentespændet til Tyskland er betydeligt. Det er ligeledes dyrt at forsikre sig mod statsbankerot i de pågældende lande. Målt på rentespænd og forsikringspræmie er usikkerheden størst i Grækenland efterfulgt af Irland og Portugal.    

Virksomhedsobligationer er ikke blevet ramt af det stigende renteniveau i samme grad som stats- og realkreditobligationer og har generelt givet gode afkast i år. De bedre udsigter for den globale økonomi er positivt for virksomhederne, der desuden generelt har konsolideret sig efter den finansielle krise. Det giver mindre risiko for konkurs, og dermed er investorernes krav til risikopræmien blevet mindre. Obligationer udstedt af især europæiske banker er dog ramt af bekymring for bankernes eksponering mod de kriseramte eurolande samt usikkerhed om kommende regulering af den finansielle sektor. 

 

Financial market monitor 

 

Afkast december

Afkast i 2010

1 års afkast

Danske aktier

7,6%

36,8%

36,8%

Nordiske aktier

8,7%

34,3%

34,3%

Globale aktier

4,7%

20,0%

20,0%

Europæiske aktier

5,8%

11,6%

11,6%

Nordamerikanske
aktier

4,1%

23,8%

23,8%

Japanske aktier

5,0%

24,0%

24,0%

Fjernøsten-aktier

3,5%

27,5%

27,5%

Emerging markets
aktier

4,5%

27,7%

27,7%

Danske statsobligationer

-1,5%

8,3%

8,3%

Danske realkredit-obligationer

0,2%

6,1%

6,1%

Investment grade virksomheds-obligationer

-0,3%

4,3%

4,3%

High Yield virksomheds-obligationer

1,4%

10,4%

10,4%

Råvarer

8,0%

25,5%

25,5%

Guld

0,0%

39,1%

39,1%

USD/DKK

-2,6%

7,2%

7,2%

Note: Alle indeks i danske kroner

Kilde: Nordea Liv & Pension, Bloomberg