Nordea logotype

Udskrevet 2012.05.18

Obligationer gav bedre afkast end aktier over de sidste 20 år

17. marts 2010

Store rentefald og stigende obligationskurser har givet et flot højt afkast på 7% per år på kurssikre danske statsobligationer over de sidste 20 år. Til sammenligning har globale aktier i den samme periode givet et samlet afkast på omkring 5%. Er den sikre hest, obligationerne, når det kommer til stykket alligevel den bedste investering?
 
En tommelfingerregel siger, at aktier er den investeringsform, der giver mulighed for de højeste afkast på den lange bane. Så hvordan kan det være, at obligationer, som per definition giver et stabilt, men sjældent ret højt afkast, alligevel har klaret sig bedre end aktier over de sidste 20 år?

”Siden midten af 80erne har renten kun bevæget sig én vej: ned. Renten på langfristede danske statsobligationer er således i dag faldet til under 4% fra et niveau omkring 10% for 20 år siden. Dette rentefald, og de deraf følgende kursgevinster, har betydet, at det samlede afkast i perioden på obligationer er endt rigtig flot på 7% per år. Aktier, derimod, er en mindre stabil investering, hvor du må leve med op- og nedture. Og gennem de sidste 20 år har nedturene altså kostet på det samlede afkast, der derfor er blevet lavere end for obligationer” fortæller investeringschef Anders Schelde.

Er aktier en dårligere forretning end obligationer?
De sidste 20 år har været kendetegnet ved ét langt fald i inflationen, og da inflationen er meget afgørende for renten, er der god grund til at tro, at aktie-investeringer igen vil være den investeringsform, der giver mulighed for de højeste afkast over de næste 10 år:

”Det store inflationsfald har fået renten på obligationer ret langt ned, men selvom dette fald i inflationen skulle fortsætte, kan renten jo ikke falde til under 0%. Det er derfor ganske sikkert, at det flotte 7%'s afkast ikke vil blive gentaget, og min forventning er mere beskedne obligationsafkast i størrelsesorden 3-5% per år i 2010erne. Så vil man gerne opnå et højere afkast, er det aktieinvesteringer, der skal til. Aktier er dog mere riskofyldte end obligationer, og det skal man selvfølgelig være forberedt på. Jeg vover pelsen og forudsiger afkast formentlig i størrelsesorden 6-9% i de vestlige aktiemarkeder. Altså mere end obligationer, men det skal det også være for at kompensere for den højere risiko,” siger Anders Schelde.

Og Anders Schelde har også et bud på, hvilke aktier der formentlig vil være den bedste forretning på langt sigt:

”Man skal huske på at aktiemarkederne er flygtige, og skulle de kommende år byde på gode afkast, vil det formentlig udhule potentialet for gode afkast sidst i 2010erne – og omvendt. Men i en foranderlig verden er der ét forhold, der forekommer sikkert, nemlig at verdens økonomiske tyngdepunkt forskubbes over mod de nye markeder såsom fx Indien, Kina og Brasilien. Så et godt bud på gode aktieinvesteringer i 2010erne er, at aktier i disse nye markeder eller vestlige aktier med forretningsaktiviteter i disse markeder,” slutter Anders Schelde.