
Se filmen om Nordea Liv & Pensions skovinvesteringer og læs mere:
Vi investerer i bæredygtig skovdrift over hele kloden. Skovdrift giver et relativt højt langsigtet afkast, men der er risiko undervejs.
Skovinvesteringer har den unikke fordel, at træer hverken kender til gode eller dårlige tider og vokser trods markedets luner. Risikoen ved skov er derfor begrænset, da skovhugsten kan udskydes i de år, hvor træpriserne er lave. Skovdrift er primært en langtidsinvestering, da der ofte går 15-30 år, før træerne er modne til fældning. En skovs værdi stiger i takt med, at træet vokser, og når træ- og jordpriser stiger. Herudover er der ofte ikke ubetydelige indtægter fra salg af jagtlicenser, vindmølleprojekter og frasalg af jord.
Brand og stormskader udgør en risiko ved skovdrift, men større skader forekommer sjældent og herudover er skovene delvist forsikret mod dette. Yderligere har vi reduceret risikoen ved at sprede vores investeringer over flere kontinenter, mange regioner og en række forskellige træsorter.
Geografisk har vi investeret mest i Sydamerika (39 pct.) og USA (21 pct.), men vi har også større skovinvesteringer i blandt andet Australien, Mozambique og Rusland.

Når vi investerer i skov, benytter vi anerkendte samarbejdspartnere med et solidt kendskab til både de lokale forhold og praktisk skovdrift. Vi tilstræber at vores skov er eller bliver FSC–certificeret, hvilket sikrer at vi håndterer vores drift på bæredygtig vis, at vi handler miljøbevidst, og at vi er bevidste om driftens sociale effekt på naboerne. Her kan du læse mere om vores SRI-politik og se film om ansvarlige investeringer i skov.
Skov – afkast og risiko
Vi vurderer løbende markedsudviklingen og justerer på den baggrund den andel, som skov udgør af de samlede investeringer.
- Du kan opnå et relativt højt afkast på lang sigt.
- Du løber imidlertid en vis risiko, da efterspørgslen efter træ afhænger af den aktuelle økonomiske situation.
- Risikoen ved skovinvesteringer har dog en anden karakter end ved blandt andet aktieinvesteringer.