Alternative investeringer
Nordea Liv & Pension har investeret en del af pensionsmidlerne i alternative investeringer. Det har to hovedformål. For det første skal disse investeringer løbende samle et merafkast op i perioder med ro på de finansielle markeder. For det andet skal de alternative investeringer øge risikospredningen og stabilisere investeringsafkastet i turbulente perioder.
Alternative investeringer defineres ofte som modsætningen til traditionelle investeringer som obligationer, aktier og ejendomme. Alternative investeringer kan dog også defineres ud fra deres fælles karakteristika:
- De svinger ikke i takt med de traditionelle investeringer og virker derfor stabiliserende på porteføljens samlede afkast. Det betyder, at de reducerer risikoen på porteføljen.
- Der findes typisk ikke et stort marked, hvor en sådan investering handles dagligt, og omkostningerne ved at købe og sælge er forholdsvis høje. Til gengæld giver disse aktiver sædvanligvis et merafkast, der kompenserer for dette.
- De kræver typisk en aftale, der kan være juridisk kompliceret.
- Der er stor forskel på de enkelte investeringer, også inden for samme kategori.
- Investeringsbeslutningen kræver en del forudgående ressourcekrævende analyser.
Disse forhold betyder, at alternative investeringer ikke er særligt egnede for private. Samtidig indebærer de, at alternative investeringer ofte kræver en lang investeringshorisont, hvilket gør dem meget velegnede som langsigtet pensionsopsparing.
Alternative investeringer henvender sig altså mest til langsigtede professionelle investorer - og for disse tilbyder de nogle attraktive egenskaber.
Vores alternative investeringer udgør omkring 10 pct. af porteføljen og omfatter først og fremmest:
- Kapitalfonde (Private Equity)
- Skov
- Hedgefonde
Kapitalfonde (Private Equity)
En kapitalfond skaber værdi ved at købe sig til bestemmende indflydelse i (ofte unoterede) aktieselskaber og herefter effektivisere organisationen/driften/ledelsen med henblik på et senere frasalg eller børsnotering. Andre kapitalfonde fokuserer på at stille risikovillig kapital til rådighed for nystartede virksomheder.
Læs mere om investering i kapitalfonde
Skov
Skovinvesteringer er attraktive på grund af deres stabile afkast, der ofte stiger, når traditionelle aktiver har det vanskeligt. For Nordea Liv & Pension er skove desuden attraktive på grund af deres lange levetid, der svarer godt til vores lange pensionsforpligtelser.
Læs mere om investering i skov
Hedgefonde
Det engelske begreb "to hedge" betyder "at afdække". Oprindeligt var hedgefondes formål at afdække risikoen i et bestemt marked, fx amerikanske aktier. Hedgefonde er investeringsselskaber med frie rammer for, hvad der kan investeres i (aktier, obligationer, ejendomme, valutaer mv.), men den enkelte hedgefond har dog normalt sin egen særegne strategi. Hedgefonde har typisk mulighed for at geare (lånefinansiere) investeringerne og "gå kort i markedet". Derved er det muligt at opnå en gevinst, når et aktiv falder i kurs.
